Kordag 2025 Musikkens År i Aabenraa Kommune

Har du lyst til at prøve at synge i kor. Så har du nu chancen for at deltage i denne kordag, arrangeret af Damekoret Ekko i samarbejde med Høje Kolstrup Kirke. Er du allerede med i et kor er du naturligvis også velkommen.

Lørdag, den 4. oktober har Damekoret Ekko i samarbejde med Høje Kolstrup Kirke arrangeret en lørdag med korsang ledet af Erik Andersen og Lasse Skovgaard.

Erik Andersen er sanger, sangpædagog og korleder og har gennem mange år ledet både små og store kor og holdt højskolekurser med korsang. Lasse Skovgaard er pianist, foredragsholder og PhD i sundhedsvidenskab og arbejder til daglig som forsker og programleder i Sangens Hus.

Arrangementet er støttet af Kulturelt Samråd og musikpuljen for Musikkens År i Aabenraa Kommune. Formålet med dagen er bl.a. at udbrede kendskabet til kommunens kor og er i tråd med formålet med Musikkens År 2025, hvor blandt andet styrkelse af sangfællesskaber er i fokus.

Erik Andersen og Lasse Skovgaard vil sammen med kor-deltagerne indøve en række sange, og som afslutning på dagen vil koret fremføre sangene for et publikum, vekslende med fællessang og mundtlige indlæg af Lasse Skovgaard om sangens betydning for vores sundhed og trivsel.

Varighed fra kl. 10.00 - 16.00 med indlagte pauser

Billetpris 125 kr. for at deltage i kordagen, der afholdes fra kl. 10.00 - 16.00 Købes her https://kordag2025.nemtilmeld.dk/

Billetpris 50 kr. for at deltage i foredrag og fællessang, fra kl. 14.30 - 16.00 Købes her https://kordag2025.nemtilmeld.dk/

Der er ikke mulighed for at købe mad, Som deltager hele dagen, skal du derfor selv medbringe en madpakke.
Der er mulighed for at købe kaffe/te og vand.

Entré: 125 kr. / 50 kr. for tilhørere

Damekoret Ekko

Damekoret Ekko er et kor for sangglade kvinder i alle aldre, der for det meste synger trestemmigt. Er du interesseret i at være med, skal du blot ringe til dirigent Bodil Gormsen eller møde op på Høje Kolstrup Skole. Se tid og sted i opslaget til højre.

Nye medlemmer optages ved sæsonstart i august og efter nytår i januar. Du er velkommen, også selv om du ikke tidligere har sunget i kor.

For at blive optaget i koret skal du kunne synge rent. Nye medlemmer skal til en stemmeprøve. Prøven er helt uformel og aflægges hos korlederen. Her vurderer korlederen, hvilken stemmegruppe du tilhører.

Koret er medlem af Grænsekorene og dermed af Danske Folkekor.

De enkelte kormedlemmer kan efter eget valg og med egenbetaling deltage i Grænsekorenes fællesarrangementer og/eller i andre korarrangementer, work-shops osv. der tilbydes.


Kopi af korets oprindelige logo, broderet af et kormedlem

Sæsonstart 2024-2025
Igen i år ser vi frem til en god sæson, hvor der igen er nye sange på programmet. Endnu har vi til gode at finde en kirke, hvor vi kan synge vores traditionelle julekoncert. Men vi har været lidt uheldige i år, hvor mange menighedsråd / kirker allerede har forskellige koncerter på programmet i december. Vi håber dog at kunne finde et sted for vores julekoncert. 
Foreløbig har vi dog fået en aftale om at underholde til Kirsebærhavens Frivilligfest, der finder sted den 29. november 2024, og det bliver nok hovedsagelig julesange til den begivenhed. 

Ved korets seneste generalforsamling i marts 2025 blev der valgt følgende bestyrelsesmedlemmer, og koret har efterfølgende konstitueret sig således:

Birthe Poulsen formand, Greta Jepsen næstformand, Karen Margrethe Andersson kasserer, Bodil Asmussen sekretær og Anne-Mette Hagen Jensen. Suppleant er Kirsten Østergaard

Sæsonstart 2023-2024
Torsdag, den 31. august starter Damekoret EKKO på den nye sæson efter en dejlig sommer med masser af varme. 
Vi kan nu se frem til en lang vinter, hvor vi sædvanen tro starter med at øve hen imod vores traditionsrige julekoncert, der i år afholdes i Høje Kolstrup Kirke, torsdag den 14. december. 
Inden da har vi dog lige et par sangaftener ude i byen, hvor vi skal optræde for Inner Wheel, tirsdag den 26. september. Torsdag den 30. november, besøger vi Møllemærsk og synger for og med beboerne. Vi glæder os til at underholde med nogle gode sange, og håber at beboerne også har lyst til at synge med os. Der er endnu et arrangement i planlægningsfasen, som ikke ligger helt fast endnu. 

Efter nytår går vi så i gang med at øve henimod vores forårskoncert, og der vil nok komme nogle nye sange på programmet. Det glæder vi os til - både at synge nogle gammelkendte, og at blive udfordret med nogle nye.