Korets vedtægter og forretningsorden

§ 1
Foreningens navn og hjemsted:
Foreningens navn er Damekoret "Ekko". Foreningen er stiftet den 14. september 1947 og er hjemmehørende i Aabenraa.

§ 2
Foreningens formål:
Korets formål er at samle sanginteresserede til flerstemmig sangudøvelse en aften om ugen og ved fælles virke at udvikle sanginteresse.

§ 3
Medlemmer:
Som medlemmer kan optages enhver kvinde, der har interesse i at medvirke til foreningens formål.

Nye medlemmer skal til en uformel stemmeprøve hos korlederen senest tredje øveaften for at vurdere, hvilken stemmegruppe pågældende hører til. 

Korets medlemmer skal som hovedregel møde til korets ugentlige øveaftener. Ved forfald meldes afbud til korlederen. Hvis et medlem ikke er mødt de to sidste øveaftener inden en koncert, kan korlederen nægte vedkommende at medvirke i koncerten.

§ 4
Kontingent:
Korets medlemmer betaler kontingent, som fastsættes på generalforsamlingen.

§ 5
Generalforsamling:
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og vælger ved almindeligt stemmeflertal bestyrelse og revisor.

Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen.

§ 6
Bestyrelse:
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær, et bestyrelsesmedlem og to suppleanter.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen med 2 i ulige år og 3 i lige år. Suppleanter og revisor vælges for 1 år ad gangen.

Hvis et bestyrelsesmedlem i utide udtræder af bestyrelsen, indtræder den ene suppleant. Suppleanten er medlem af bestyrelsen resten af den tid, som det udtrædende medlem var valgt.

Bestyrelsen kan, efter indtrædelse af en suppleant, foretage en ny konstituering. 

§ 7
Generalforsamlingens dagsorden:
Generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formandens beretning
4. Aflæggelse af regnskab
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af suppleanter
9. Valg af revisor
10. Valg af revisorsuppleant
11. Dirigenten har ordet
12. Nyt fra PR-udvalget
13. Eventuelt

Generalforsamlingen skal varsles 3 sangaftener (3 uger) før afholdelse med bekendtgørelse på en koraften. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før afholdelse af generalforsamlingen. 

Beslutninger, herunder beslutninger om vedtægtsændringer, træffes ved almindeligt flertal og protokolleres.

Ekstraordinær generalforsamling kan med 2 ugers varsel indkaldes af:
1. Korets dirigent
2. To bestyrelsesmedlemmer i foreningen
3. 2/3 af foreningens medlemmer

§ 8 
Regnskabsår:
Regnskabsåret går fra marts til og med februar

§ 9
Sangrepertoire:
Dirigenten udvælger sangrepertoiret.

§ 10
Udvalg:
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af specielle opgaver.

§ 11
Opløsning af foreningen:
Beslutning om foreningens ophør kan kun træffes på en med det formål særlig indkaldt generalforsamling. Vedtagelse skal ske med 4/5 majoritet af de fremmødte afgivne gyldige stemmer.

I tilfælde af foreningens ophør træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue.

Således vedtaget ved generalforsamlingen i Aabenraa, den 19. marts 2026.


Forretningsorden for Damekoret Ekko - vedtaget på bestyrelsesmøde den 1. juni 2026

A.     Bestyrelsen

1.      Sammen med korleder beslutter bestyrelsen korets arbejdsform og sæsonens aktiviteter, jf. pkt. C.

2.      Bestyrelsen udarbejder ved første møde før sæsonstart en kalender, hvor der fastsættes øvelørdage og ”lukkedage” i forbindelse med ferie og lignende. Kalenderen kan ændres løbende efter aftale.

3.      Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af medlemmerne er til stede. Et forslag kan vedtages, når mindst 3 af bestyrelsesmedlemmer stemmer for. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

4.      Bestyrelsen har tavshedspligt om personlige forhold i koret.

5.      Bestyrelsen fastsætter og aftaler honorar med hhv. dirigent og pianist.

6.      Bestyrelsesmedlemmerne er ulønnede. Der kan dog udbetales kørselspenge i særlige tilfælde (møder og lignende).

B.     Møder

1.      Bestyrelsesmøder afholdes efter behov og aftales løbende – dog minimum en gang før sæsonstart, ved start efter julepausen og i forbindelse med planlægning af arrangementer/koncerter, samt evaluering efter sæsonen.

2.      Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Godkendelse af referat fra sidste møde
2. Godkendelse af dagsorden
3. Siden sidst – orientering fra hhv. formand og korleder
4. Økonomi
5. Næste møde
6. Evt.

3.      Bestyrelsesmedlemmer og korleder kan indsende punkter, der ønskes drøftet på mødet senest 7 dage før næste møde. Formanden udsender dagsorden mindst 5 dage før mødet.

4.      Sekretæren udarbejder beslutningsreferat efter møderne.

5.      Korleder deltager i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.

C.     Korets aktiviteter

1.      Koret har sæson fra ultimo august til ultimo maj.

2.      Nye medlemmer optages kun efter sommer- og julepausen.

3.      Koret man maksimalt bestå af 35 medlemmer. Koret skal til enhver tid have en balanceret stemmefordeling - (S1, S2, A1, A2). Korlederen afgør, om sammensætningen af stemmer er passende.

4.      Korleder afgør sammen med formanden, om et nyt medlem efter den obligatoriske stemmeprøve kan optages i koret, og om et medlem er nødt til at forlade koret.

5.      Nye medlemmer modtager efter de tre første gange en sangmappe, tøjpynt, folder om koret og korets vedtægter. Sangmappe og tøjpynt skal leveres tilbage ved ophør i koret.

6.      Korets øveaften er torsdag fra kl. 19 – 21, undtagen helligdage. Herudover afholder koret to øvelørdage i hver halv-sæson, kl. 9 – 14. Der kan efter behov aftales forlængelse af øveaftener. 

7.      Koret afholder fast en julekoncert i en af kommunens kirker samt en sæsonafslutning i maj måned med to skiftende gæstekor.

8.      Koret kan engageres til koncerter i foreninger og institutioner mv.  efter bestyrelsens beslutning. Der tages herunder hensyn til kormedlemmernes mulighed for deltagelse.

9.      Damekoret Ekko er medlem af Grænsekorene. (Danske Folkekor nedlægges)

D.    Økonomi

1.      Formand og kasserer har fuldmagt til korets konto i AL-Sydbank:7045-0001631058.

2.      Kontingent betales via bankoverførsel til korets konto med halvdelen i hhv. september og januar måned.

3.      Kassereren udsender besked til kormedlemmerne om kontonummer og tidsfrist for betaling af kontingent.

4.      Kassereren fører medlemsoversigten med mailadresse, tlf.nr. og fødselsdato (ikke cpr.nr.)

5.      Kassereren udsteder fakturaer i forbindelse med engagementer, og opdaterer løbende korets regnskab og budget.

6.      Ved engagementer, jf. pkt. C.8., opkræves 2.500 kr. (2026). Der opkræves ingen betaling for optræden ved kormedlemmers fejring.

7.      Evt. udlæg for koret afregnes ved bankoverførsel mod fremvisning af dokumentation.

8.      Gaver

8.1. Der ydes en gave i form af en buket blomster til kormedlemmers halv- og helrunde fødselsdage fra 50 år

8.2. Der ydes en julegave til pianist til en værdi af ca.  250 kr. og tilsvarende i forbindelse med sæsonafslutningen.

8.3. Der ydes en gave til afgående bestyrelsesmedlemmer til en værdi af 300 kr.

8.4. Der ydes en blomsterhilsen i forbindelse med dødsfald – bårebuket til afdøde kormedlem og blomsterhilsen til kormedlem ved evt.  ægtefælles/partners dødsfald.

8.5. Kassereren sørger for indkøb af gaver, blomster mv.